Velkommen til “min verden” – her vil jeg i ord og billeder forsøge at samle en form for mosaik i forhold til den person, som jeg er, de ting som jeg er optaget af og ikke mindst de omstændigheder, der har bragt mig der til, hvor jeg er i dag.
På mange måder et skriveprojekt som forhåbentlig vil give mig en større selvindsigt.
Min skoletid bar præg af, at lærerne og jeg som regel altid var meget uenige om, hvilke krav og forventninger der med rimelighed kunne stilles til et barn. Jeg var det man på jysk kalder “ikke specielt bogligt begavet”, og da jeg samtidig var af den overbevisning, at man lærte mest af at lege, blev jeg aldrig klassens duks. Ved udgangen af 8. kl. blev skolen og jeg enige om, at alle nok havde bedre af, at jeg kom ud og arbejde.
Langt hår, tynde arme – og skoletræt. Hedemann anno 1971.
Maj 74 Som altid anderledes end de andre.
Derpå fulgte nogle år som arbejdsdreng på en maskinfabrik, bydreng ved en kaffe import, by – og lagerdreng ved et stort bilfirma og pedel på et plejehjem.
Alt sammen noget som stille og roligt udviklede mig fra dreng til ung mand.
Det havde altid været min drøm at blive soldat, så da jeg var til session, meldte jeg mig frivilligt til jægerkorpset. Da de ikke lige stod og manglede folk blev det til Jyske Trænregiment i Ålborg. Der blev det dog meget hurtigt “hverdag” for den unge Hedemann, og mønstret fra folkeskolen indfandt sig snart. Fysisk træning og alt det med regler var ikke lige det, som jeg havde drømt om. Til gengæld fejlede motivationen og energien ikke noget, så længe aktiviteterne bare foregik i Jomfru Ane Gade. Da der blev udpeget folk til sergentskolen mv. blev jeg ikke råbt op.
Hedemann anno 1979 – under bruseren efter et stroppetur i “Tyrens Røvhul”. Det var straffen for at møde til morgen appel direkte fra Jomfru Ane Gade.
Efter 9 mdr. følte jeg en umådelig længsel efter det civile liv. Det kunne så havde været afslutningen på min militære karrierer, hvis jeg ikke (som så mange andre) nogle år senere i 1985 blev ramt af en nostalgisk følelse af, at faste rammer, kasserne liv og mandehørm måske ikke var så slemt alligevel. Tilfældigt så jeg en annonce, hvor man efterlyste unge mænd til FN tjeneste, og før jeg vidste af det, befandt jeg mig i Auderød, hvor jeg (som noget nyt) gjorde mig så megen umage, at jeg 5 uger senere stod med en kontrakt i hånden. Så var det bare hjem og vente på, at man skulle få brug for en Hedemann i et af verdens brændpunkter. Nu var det jo på daværende tidspunkt så som så med Danske FN missioner, så det blev Cypern hold 45. Til min store overraskelse skulle jeg til noget som hed Kokkina. Det skulle efter sigende være det tætteste, man kunne komme på rigtig krig og skyttegrave. Totalt isoleret fra alt og alle – og med kun ‘en officer i lejren, hvilket passede mig ret fint, da jeg allerede dengang havde det svært med for mange autoriteter i min nærhed.
Og stor var min begejstring, da jeg endelig ankom til “verdens ende”. En lejr som vel kunne sammenlignes med et “mini Christiania”. Huse af blik og pap beliggende i en spøgelsesby, hvor nærmeste nabo var et Tyrkisk kompagni en kilometers penge oppe af “hovedgaden”. Kun et stenkast fra egen badestrand, badebro mv. samt en stor og velholdt messe satte prikken over i’et.
Jeg var yder mere så heldig, at jeg skulle være OP-mand på D-01. OP’en var beliggende ca. 2,5 km. fra lejren. ca. 500 meter til badestrand – og ikke meget længere til et “Cola værksted” (Lille primitiv restaurant) Det var fede tider – både når vi var “på arbejde”, men da så sandelig også, når vi havde fri. Begreber som “slam”, “baksis”, “søm” og “papkasser” blev introduceret. I løbet af de næste 6 mdr. blev der knyttet venskaber, som holder den dag i dag.
Efter hold 45 mente jeg nok, at jeg blev nødt til at tage hjem og se til kone og barn. Det blev dog hurtigt hverdag igen, og det var bl.a. svært at vende tilbage til mit civile job.
Så det gik hverken værre eller bedre, end at jeg atter vendte tilbage til Cypern på hold 48. Men, men – Denne gang kom jeg til Bravo Kompagniet. Jeg bad om at blive overflyttet til Kokkina allerede i Auderød, og havde da også fundet en gammel Bravo mand at bytte med, men da vi ankom til Cypern, ville han alligevel ikke. Det kunne jeg ikke fortænke ham i. Jeg tænkte, at det måtte være en speciel “Bravo mentalitet” at løbe fra en aftale, så du er tilgivet….. (Ingen nævnt – Ingen glemt)
Da jeg fastholdt, at jeg skulle til Kokkina, blev KC enig med sig selv om, at jeg ikke skulle påbegynde en egentlig funktion i Bravo, og så udnævnte han mig til hans privat chauffør. Det gik der så 3 uger 1 dag og 8 timer med. Heldigvis dukkede min gode ven Boesgaard op med “2 syd”, så havde jeg da en lidelsesfælde. Han havde også byttet hjemmefra med en gammel Bravo mand. Samme løftebrud….. KYLLINGER…..
Nå men det hele endte lykkeligt. Vi kom endelig hjem til Kokkina. Og jeg var så heldig, at jeg også vendte hjem til D-01. Jeg søgte genganger til hold 49, hvor jeg var så heldig at få lov til at blive Reccer. Mit alt i alt bedste hold.
Så var det endnu en gang hjem til “Dania”, hvor jeg bl.a. fik tid til at blive far endnu en gang.
To år senere havde vi så balladen igen. Endnu engang havde FN afdelingen tilladt sig at sende mig til Bravo på hold 54. Nu syntes jeg jo nok, at jeg måtte have visse rettigheder, så jeg forklarede, at jeg havde byttet med en pinkie, som var helt vild med at komme til Bravo – og at det i øvrigt ikke var et ønske fra min side, men et krav. 6 timer senere var jeg atter hjemme i Kokkina – og endnu engang på D-01.
Undervejs på det hold gik det op for mig, at jeg sku’ nok var blevet lidt for gammel og udbrændt. Ikke at det ikke var et ok hold med nogle gæve gutter, men jeg var bare blevet “mæt” af livet i “krigs helvede”.
Og sådan sluttede en epoke. Soldaten Hedemann sov stille ind – mæt af dage……………………
Ung, solbrændt og med lækkert hår – i baren i Kokkina. Hedemannen i hans es.
Kennedy Hotel Nicosia, nytåret 1990. Prins Joakim og jeg efter en studietur i den indre by.
At jeg efter Cypern tiden valgte at uddanne mig til pædagog kom bag på de fleste, selv mine nærmeste. Det kom vel også lidt bag på mig selv, men jeg har senere erfaret, at ikke så få andre gamle FN soldater også er blevet pædagoger. Så kan man jo funderer lidt over, om det skyldtes, at evnerne ikke kunne række til mere – eller om der kan skyldtes andre årsager.
Jeg ved det ikke, men for mig betød det i hvert fald, at en helt ny verden åbnede sig for mig. Nu kunne (skulle) alting pludselig diskuteres. Man skulle have holdninger til alt mellem himmel og jord, og så skulle man være bevidst om, hvilke værdier, som lå til grund for disse holdninger.
Jeg måtte tage mig meget sammen for ikke at kaste op over alt den snak.
Min grundholdning på daværende tidspunkt var vel noget i retning af, at den stærkeste altid havde ret, og at alle som havde problemer i livet selv var ude om det. Jeg fik på den konto mange diskussioner med mine medstuderende på seminariet.
Efterhånden ændrede jeg mine holdninger en anelse, men er stadig af den overbevisning, at det enkelte (voksne) menneske har det primære ansvar for dets eget liv og handlinger. At der så er mange andre faktorer, som påvirker det enkelte menneskes liv er en helt anden snak.
Som så mange andre mandlige pædagoger ville jeg ud prøve kræfter med “de uregerlige unger”.
Det var ikke så lige til, og tit savnede jeg min M-75. Efterhånden opdagede jeg, at disse børn og unge ikke havde den mindste respekt for store voksne mænd, som fortalte dem, hvordan de skulle opfører sig. De havde alle erfaringer med sådanne mænd, som oven i købet ofte trak dem et par flade. Der imod havde de respekt for voksne, som blev ved med at “ville” dem – på trods af alle de uhensigtsmæssige ting de lavede.
Voksne som satte krav til dem, men som samtidig var konsekvente. Det er imidlertid ikke bare noget, som lige sker. Derfor er en af de vigtigste elementer i socialpædagogisk arbejde tålmodighed, tålmodighed og atter tålmodighed.
Når jeg engang i mellem manglede denne tålmodighed, havde jeg brug for en syndebuk. Hvad var da mere nærliggende end at give dårlig ledelse skylden. For at gøre noget ved det problem, valgte jeg på et tidspunkt selv at blive leder. Så skulle alt jo så være i den skønneste orden – Men, men.. Problemet var (fandt jeg hurtigt ud af), at jeg blev ved med at have nogle skvaddernosser over mig. Sådan er det – har jeg konkluderet – når man er ansat i et politisk system, hvor økonomi og budgetter ofte går forud for de mennesker det dybest set handler om.
Så enden af det blev, at jeg forlod socialpædagogikken til fordel for et job som leder i en børnehave.
Nu er det ikke sådan, at daginstitutionerne vælter i ressourcer. De har også mærket sparekniven, men til forskel fra døgnområdet, hvor personalet stort set er ansvarligt for ungerne døgnet rundt, så kommer der altså nogle forældre og henter deres barn sidst på eftermiddagen.
Og deri ligger den store forskel. Der er nogle andre, som har ansvaret som “primær omsorgsgiver”. Det giver ikke den samme frustration og magtesløshed, hvilket betyder en anderledes faglig stolthed samt et knapt så stresset arbejdsliv.
Den moderne daginstitutionsleder – Lige dele “praktisk gris”, legeonkel og administrativ troldmand.
I 2013 indhenter skæbnen mig på flere måder. Min lidt autonome ledelsesstil, hvor hensyn til ordentlig pædagogik, børn, familier og medarbejdere i centrum var efterhånden blevet for meget for min arbejdsgiver Horsens Kommune, som gik for at være en kommune i fremdrift og duks hos KL, og som var hoppet på management bølgen, hvilket der betegner et øget fokus på den administrative styrende del af en leders arbejde.
Jeg var med andre ord rent ledelsesmæssigt blevet kastreret i en sådan grad, at jeg efterhånden havde opbrugt min kvote i forhold til kritik og brok over for “systemet”. Så efter en rigtig sej kamp lykkes det at få mig afskediget med virkning fra årsskiftet 2013/14
Nogenlunde samtidig blev min kæreste igennem 13 år og jeg enige om at gå hver til sit, hvilket betød en periode, hvor der skulle findes løsninger på bodeling, hussalg og andre ting. Heldigvis endte det med, at Tina blev i vores hus sammen med ungerne – og at jeg pr. 15/6 2014 flyttede. Endnu en epoke var slut.
Helt fra jeg var en stor knægt har jeg interesseret mig for karate. For mig har det altid været (og er stadig) en sport, som kunne dække alle de behov, som jeg har stillet til en idræts interesse. Fysisk hård træning – En sport hvor konkurrence elementet stort set altid er til stede – En “Mand til mand sport”, hvor man bliver udsat for et stort psykisk pres – En mental sport som også er med til at præge ens personlige udvikling – En sport som også er en livsstil.
Dem som kender mig ved godt, at det ikke betyder, at jeg så er en super atlet med en styrke og kondition som nærmest er overnaturlig. Det er ikke tilfældet – bl.a. takket være et (i mine yngre dage) afslappet forhold til god mad, øl og smøger. Jeg mener faktisk ikke, at jeg på noget tidspunkt har haft en super kondi – eller i hvert fald først efter jeg er blevet 50.
Og det har vel egentlig været mit største problem, idet jeg ofte gik kold i slutningen af en kamp. Det betød, at jeg hurtigt lærte, at jeg blev nødt til at komme meget foran på point, når jeg kæmpede – Eller allerhelst at vinde mine kampe før tid.
Til gengæld har jeg altid været hård og kontant, når jeg kæmpede. Jeg har altid haft det princip, at den halve kamp allerede var vundet, når min modstander blev utryg ved mig. Et andet princip har været, at jeg altid i mit stille sind har takket min modstander, når jeg blev ramt. Af den simple grund, at han gjorde mig opmærksom på, at jeg var for langsom. Det tog mig en del år at finde ud af, at hurtighed først kommer, når man lære at slappe af imellem de forskellige teknikker. Derpå fik mine teknikker også en betydelig større kraft, idet det forholder sig således at: Kraft = vægt X hastighed i anden potens.
“Flyvende Hedemann anno 1992”
Nå men engang sidst i 80’erne begyndte jeg så småt at undervise. Det betød, at jeg ofte var i klubben 4-5 aftener om ugen, da jeg også stadig selv skulle have noget træning. Efterhånden fattede jeg interesse for børnene (Ja altså ikke på den måde 🙂 ) men at undervise børn. Det tiltalte mig meget, at børnene fra det sekund de trådte ind i træningslokalet begyndte at kæmpe og lege med hinanden. Det mindede om kattekillinger, som bare hele tiden udfordrede hinanden. Denne iver forsøgte jeg i mange år at udnytte, således at det faktisk lykkes os at blive en af landets bedste klubber i Danmark, når det handlede om børn og unge.
Jeg har i tidens løb rejst land og rige rundt for at deltage i stævner og træninger. Ofte har jeg kunne kombinere det med at få lejlighed til at hilse på loge brødrene.
I dette tilfælde Jøren, som i starten af 90’erne læste i Horsens. (Bemærk tidens hår- og skægmode)
I 1995 blev jeg dommer i Dansk Karate Forbund, hvilket betød at jeg ikke længere kunne tage med kæmperne ud til stævner som coach. Til gengæld fik jeg så fornøjelsen af at være med helt tæt på til alle de store stævner som DM, NM og EM, hvilket jeg stadig nyder i fulde drag.
I 2012 blev jeg A+A dommer, hvilket er det højeste niveau, der findes nationalt, og i 2014 endvidere Nordic Referee. Så nu åbnede der sig pludselig nogle nye “døre” i forhold til at komme ud i verden og dømme ved store stævner.
En tidlig morgen i Budapest 2013.
WADO EM 2014 Italien. Som altid med min gode ven Ruud de Vries
Da jeg i 2002 flyttede til Vejle var det med en vis vemod, idet jeg skulle sige farvel til et klub liv, som havde været en stor del af hele mit voksenliv. Jeg måtte sige farvel til mange gode venner, som jeg havde kæmpet og svedt med i mange år. Det lykkes mig i første omgang ikke helt at blive integreret i Shotokan klubben i Vejle, selvom jeg gjorde mange forsøg. Men de seneste år er jeg begyndt at træne og undervise igen, men nu i den lokale Wado klub, hvor jeg i forvejen trænede styrke- og fitnesstræning. For helt at droppe karaten – Det nægter jeg, så længe jeg stadig kan kravle ud af min seng om morgenen.
Når jeg ikke er på arbejde, til træning eller igang med mine familiære forpligtigelser, så bruger jeg en del tid på at holde liv i Troldmandslogens hjemmeside www.kokkina.dk
Det der engang sidst i 80’erne startede som forskellige initiativer til at holde “Kokkinafester” blev efterhånden en livsstil. De seneste år er det blevet så formaliseret og struktureret, at det i dag på mange områder fungerer som en soldaterforening. I starten trak vores omgivelser på smilebåndet, når Troldmandslogen indtog ølteltet på Dancon Træffet i Sønderborg. I dag er logen højt respekteret og beundret af stort set alle.
For mig er Troldmandslogen dyb alvor. Den er på en måde et link til en fortid og et liv, som for altid er slut. Men netop i logen findes muligheden for at genopleve mange af de ting, som gjorde tiden på Cypern til en suveræn periode af mit liv. Denne mulighed er i hvert fald til stede på Dancon Træffet, hvor man for en weekend (mere eller mindre) ryger “tilbage til stenalderen”. Det er svært at beskrive med ord, men som en af logens nye brødre sagde efter træffet i 2005: “Det eneste der ærgrer mig er, at jeg har gået glip af ca. 15 træf”. “Jeg vil derfor love mig selv, at jeg aldrig mere vil forsømme så meget som et enkelt”. Personligt har jeg det sådan, at jeg ikke kan forestille mig, hvad der skulle få mig til at forsømme et træf. Jeg ved, at stort set alle loge brødrene også har det sådan. Og det er måske netop denne holdning, som gør, at logen ud over nogle fede stunder også har medvirket til at knytte livslange venskaber, som for mit vedkommende vil holde til den dag, at Hedemann “melder fra net” en sidste gang.
Fra et DanconTræf, hvor Kokkina (Igen) vandt tovtræknings konkurrencen.
